"Geniet fra Værløse" - en mønsterbryder

Af Aase Murmann Jensen

Valdemar Charles Imanuel Petersen
Valdemar Charles Imanuel
Petersen

Denne historie er et referat af en tekst, som min onkel, Svend Nielsen, i 1981 skrev om sin svoger, violinisten Charles Petersen. Billeder og arkivalier har tilhørt hans enke, Karen Pedersen, og er udlånt af sønnen Niels Jørgen Pedersen og hans familie.

Valdemar Charles Imanuel Petersen (1) blev født i Lille Værløse den 15. juni 1898. Han var yngste søn af Jørgen og Clara Pedersen. Jørgens slægt var gammel på egnen, mens Clara var født i Falkenberg i Sverige. Charles havde 6 søskende, to søstre, som flyttede fra egnen, da de blev gift, og 4 brødre, som alle blev bosiddende i Værløse.

Barndomshjemmet

Faderen arbejdede i sine unge år som landarbejder på gårdene i byen. Senere gik han på løst arbejde, var fx med på anlægget af Slangerupbanen, lavede vejarbejde osv. Sidst fik han arbejde på Søndersø vandværk og var fast mand der, til han blev pensioneret.

Moderen havde ligeledes arbejde ved landbruget, men tidligt måtte hun som så mange andre koner i byen supplere sine indtægter ved at gå i skoven og samle og plukke blomster og grønt fra træer og buske, alt efter årstiden. Om foråret plukkede de især bukkar, som de bandt i små kranse og derefter solgte på torvet i København sammen med små violbuketter. Ligeledes bandt de kransebunde af hindbærris omvundet med grankviste, halm eller andet materiale, som de solgte til blomsterhandlerne, der så kunne pynte dem med blomster. Disse kranse var Clara især dygtig til, og dette arbejde gav hende nogle af de penge, som senere brugtes til undervisning af hendes musikalske søn.

Familien boede forskellige steder i byen. Da Charles gik i skole, boede de i huset Højbo for enden af Birkedalsvej. Faderen og alle sønnerne var musikalske og spillede på harmonika, et meget populært instrument på den tid. Varme og milde sommeraftener kunne man høre dem sidde uden for Højbo og spille deres melodier. Også den lille Charles har siddet dér under ribsbusken og øvet sig på faderens harmonika, som han egentlig var for lille til at håndtere.

Fra Højbo flyttede familien til Bråderne, hvor August, en af brødrene, havde købt et hus. Men da var Charles flyttet hjemmefra. Højbo blev købt af broderen Oskar, som senere solgte det til kommunen.

Den første violin

Charles gik i skole i Lille Værløse i 7 år, og det var al den skolegang, han fik. Hvor tidligt han begyndte at prøve at spille, er svært at sige. Han forsøgte tidligt med en violin lavet af en tom cigarkasse. E-strenge fik han fra købmandens ostestrenge, de andre strenge var af ukendt oprindelse. Buestrenge fik han af de lange hår fra hestenes haler. Hvor meget den violin kunne spille, er svært at sige, men at han mente det alvorligt med musikken, var der ingen tvivl om.

Også Clara blev overbevist om, at hendes yngste søn virkelig havde evner for violinspillet, så en dag tog hun ham med til København og købte en violin til ham for de penge, hun havde sparet sammen. Det var den største glæde, han endnu havde oplevet i sit unge liv. Mange, mange gange blev den nye violin pakket ud og ind på vejen hjem i toget.

Det var sikkert også moderen, der tilskyndede ham til at opsøge Sofus Andersen, en gårdejer i byen, som selv spillede violin og klaver. Han påtog sig at lære Charles noder og at sætte fingrene rigtigt på strengene. Her gik han til undervisning nogle år, men fandt jo ud af, at der skulle mere til.

Han søgte optagelse på Mathissons musikkonservatorium i København. Men det kostede, og mange gange har Charles stået på stationen og ventet på, at hans mor skulle komme hjem fra torvet med pengene fra de solgte kranse, så hun kunne give ham penge til at betale hans undervisning.

Koncert på Værløse kro
Koncert på Værløse kro

Rosende omtale

Trangen til selv at tjene penge på sit spil meldte sig tidligt hos Charles. Forældrene var flittige, men fattige, og fortjenesterne var små, og derfor måtte man hente pengene, hvor man kunne. Charles var ikke ret gammel, da han første gang spillede til bal sammen med sin far. Faderen spillede ellers ikke til bal, men denne ene gang gjorde han det for at få sønnen i gang. Det foregik på Lille Værløse kro, og for Charles' vedkommende blev det ikke sidste gang.

Bal på kroen var en tilbagevendende begivenhed; byens foreninger skulle markere sig med et bal eller to om året. Om vinteren slog to foreninger sig ofte sammen om en dilettantkomedie, ofte med sange og musikledsagelse. Og var der ikke andre arrangementer, så afholdt kromanden et bal for alle.

Det første rigtige engagement kom i 1916, hvor den nu 18-årige Charles fik engagement på hotel Fiskebæk. Her skulle han sammen med ti andre musikere give koncerter i en lille pavillon i haven.

Samme år arrangerede hans lærer, Edgar Preuss, den første koncert med ham på Værløse kro. Formålet var, at beboerne skulle høre deres begavede bysbarn spille en rigtig klassisk koncert, men også at entreindtægten skulle skaffe nogle af pengene til en ny violin til Charles, som stadigvæk spillede på den violin, moderen havde købt til ham. For Preuss spillede det måske også ind, at han ved denne og senere koncerter fik lejlighed til at høre sine egne værker spillet af en ung lovende violinist. Dagbladene var til stede under koncerten og gav pæne anmeldelser.

Nye koncerter fulgte i 1919-1920 med nye medspillere og stadigt mere krævende musikstykker af bl.a. Mozart, Mendelssohn-Bartholdy og Scarlatti. Efter koncerten i 1920, hvor Charles bl.a. spillede sammen med kapelmester Emil Reesen og fløjtenisten Holger Gilbert Jespersen, og hvor også Jonstrup seminariums kor medvirkede, blev han i en af anmeldelserne omtalt som "geniet fra Værløse".

Det nye talent opdages

Da Charles tidligt i sin ungdom flyttede til København, boede han først på Artillerivej hos et par ældre damer, der dog i længden ikke kunne holde ud at høre ham øve sig. Derfor tog han tit hjem for at øve - og for at hente brænde med ind til kakkelovnen i byen, hvor vinteren stadig var hundekold, og brændet var stadigvæk rationeret efter krigen (første verdenskrig, red). Han besøgte også ofte sin søster Johanne, som var i huset hos en familie i Baldersgade. Hos hende kunne han godt øve sig.

Charles mellem Ole og Bertil Knudsen
Charles mellem Ole og Bertil Knudsen

I samme opgang boede fabrikant K.P.Knudsen, som ejede en af byens ældste forretninger, mineralvandsfabrikken "Balderskilde". En dag standsede fru Knudsen Johanne på trappen og spurgte, hvem det var, der spillede. Da hun hørte om Charles' besvær med at komme til at øve sig, tilbød hun ham at leje et værelse hos hende. Her måtte han øve sig alt det, han ville.

Det blev starten på et varmt og varigt venskab. Charles blev optaget næsten som en søn af familien, blev hjulpet med råd og dåd i alle henseender og fik nærmest et nyt hjem her. Han blev venner med Knudsens to sønner, Bertil og Ole, som han var jævnaldrende med, og som han ofte var sammen med i fritiden, hvor de fiskede og fotograferede. Bertil overtog senere mineralvandsfabrikken, og Ole blev læge i Frederikshavn.

Emil Telmányi - læremesteren
Emil Telmányi -
læremesteren

Hos Preuss lærte Charles så meget, at han kunne tage engagementer og medvirke ved koncerter, sådan at han nu selv kunne tjene til sin undervisning. Men efterhånden syntes han heller ikke, han lærte nok her. Så da den unge ungarske violinvirtuos Emil Telmányi kom til Danmark i 1919 og bosatte sig i København, blev han opsøgt af Charles, som gerne ville være hans elev, og det blev han. Telmányi var 6 år ældre end Charles, og hans violinspil var langt mere udviklet end Charles'. Han havde allerede givet koncerter i flere af Europas hovedstæder. Charles kom godt ud af det med sin lærer, de blev nærmest venner, og af ham lærte han kunsten at spille violin.

Telmányi blev i Danmark især kendt for sin store forkærlighed for Carl Nielsens musik. Han har uropført nogle af hans værker og spillet hans violinkoncert i Royal Albert Hall. Han har i højeste grad medvirket til at udbrede kendskabet til Carl Nielsens musik internationalt. Telmányi blev i øvrigt gift med Carl Nielsens datter Anne Marie.

Konservatorieuddannelsen manglede

Selv om Charles efterhånden blev så dygtig, at han fik mange gode engagementer og tjente godt, manglede han stadig noget for at kunne nå sit store mål - at blive optaget i et af de store orkestre, som Det kgl. Kapel og Tivoli koncertsals orkester. Han manglede simpelthen den rigtige konservatorie-uddannelse. Det blev Telmányi også klar over, og han tilskyndede ham til at søge optagelse på Det kgl. Musikkonservatorium.

Carl Nielsens underskrift på afgangsbeviset fra konservatoriet
Carl Nielsens underskrift på afgangsbeviset
fra musikkonservatoriet

Han blev optaget med violin som hovedfag og med bl.a. professor Anton Svendsen som lærer. Han fik friplads det første halvår og begyndte sin undervisning i januar 1923 - og afsluttede den allerede den 31. december 1925. På hans afgangsbevis står der, at han var en særdeles talentfuld violinspiller. Der stod også, at han sikkert ville have kunnet få endnu mere ud af sin undervisning, hvis ikke han af økonomiske årsager havde været nødt til "trættende orkestervirksomhed". Det er underskrevet af Anton Svendsen og komponisten Carl Nielsen.

Charles' økonomiske situation havde ændret sig, da han i 1924 giftede sig med barndomskæresten Karen og året efter fik sønnen Niels Jørgen. Karen var datter af Niels og Karen Marie Nielsen på Birkedal. Hun og Charles havde gået i skole sammen og leget sammen som børn. De havde forlovet sig, da han var 19 og hun 17, så de syntes, det var naturligt at gifte sig, så snart han begyndte at tjene penge. De lejede sig ind på 1.salen i en villa i Brønshøj, og her boede de, så længe Charles levede. Men ægteskabet betød naturligvis større udgifter, og at Charles måtte tage mange små og større arrangementer for at tjene pengene hjem.

I haven med hustruen Karen og sønnen Niels Jørgen
Charles i haven med hustruen Karen og
sønnen Niels Jørgen

Koncert til fordel for armenerne

I 1922 besøgte Charles sin svoger, som var lærer på en skole i Gylling ved Horsens fjord. I denne skole var Karen Jeppe født. Hun var missionær i Armenien, da tyrkerne i 1915 startede udryddelsen af de kristne i landet. Hun gjorde en kæmpeindsats for at hjælpe de forfulgte armenere; oprettede bl.a. et børnehjem til forældreløse børn, og løskøbte nogle af de armenske kvinder, som var blevet bortført til tyrkiske bordeller.

På grund af hendes indsats valgte Folkeforbundet hende til "kommissær for beskyttelse af kvinder og børn i Den nære Orient". Sammen med især svenske og tyske hjælpeorganisationer lykkedes det at redde mange armenere fra dødsmarcher, slavearbejde og henrettelser. Gyllingegnens beboere afholdt en armensk basar til fordel for hendes børnehjem i Armenien, og ved denne lejlighed medvirkede Charles i en velgørenhedskoncert sammen med nogle lokale navne.

Karen Jeppe nåede inden sin død i 1935 at få den kongelige fortjenstmedalje i guld. Hun er begravet i Aleppo i Syrien, hvor hun havde organiseret uddannelse og socialt hjælpearbejde for de forfulgte armenere. I Aleppo findes en skole med navnet Karen Jeppe College. På gavlen af skolen i Gylling sidder der i dag en mindetavle over hende.

Charles med stortrommen - i 4. kompagni
Charles med stortrommen - i 4. kompagni

Sidste koncert i Værløse

I 1926 arrangerede Værløse biblioteksforening koncert i afholdshotellets sal. Koncerten var et velgørenhedsarrangement til fordel for biblioteket, som lige var blevet indrettet i det nyopførte afholdshotel. Hidtil havde biblioteket haft til huse i skolens forhenværende stald. Ved koncerten medvirkede foruden Charles koncertsangerinden Lilly Ericsson og pianisten Holger Lund Christiansen. Det var sidste gang Charles optrådte for sine bysbørn.

Soldatertiden

Inden konservatorietiden havde Charles søgt udsættelse for sin militærtjeneste, så længe han kunne, i håb om, at militæret helt blev afskaffet, men han slap ikke fri. I 1921 blev han indkaldt til 4. kompagni - og som musiker blev han hurtigt overflyttet til kompagniets musikkorps. Her skulle han spille stortromme, hvad han ikke var begejstret for. Han havde den oplevelse med musikkorpset at spille for Christian X i forbindelse med afsløringen af et mindesmærke i Sønderjylland, nu de var der, men sønderjyderne var ikke særligt imponerede af deres spil. De var kun 16 mand i korpset, og befolkningen i Sønderjylland var vant til de store tyske militærorkestre fra tiden før genforeningen, "dem var der mere lyd i".

Udklip fra Skagens Avis 29. juli 1926
Udklip fra Skagens Avis, 29. juli 1926

Årets to sæsoner

Efter konservatorietiden havde Charles en masse mere eller mindre faste engagementer. Året var delt op i to sæsoner. Om vinteren spillede han forskellige steder i København, om sommeren ude i provinsen på en sommerrestaurant eller et badehotel, hvor han kunne have hustru og barn med. I somrene 1920-23 spillede han således på Kalvø pavillonen i Frederikssund og boede med familien på "Bilidt" ved broenen over fjorden. Andre somre spillede han fx på badehotel i Skagen, på Strandvejen i Espergærde, på Skodsborg Bad og på Langeliniepavillonen. Af hensyn til sin lille familie valgte han ofte engagementer på etablissementer beliggende i smuk natur, så de sammen kunne nyde sommeren dér.

I vinterhalvåret har han spillet på så forskellige steder som i Scala bio, på konditoriet Bristol på Vesterbrogade, på hotel Hafnia, på Trocadero bar i Jernbanegade og på Wivex i Tivoli.

Han optrådte sammen med skiftende pianister. Deres repertoire var gerne salonmusik, forskellige populære stykker af kendte komponister. Men på opfordring spillede de også gerne døgnmelodier. Allerede som helt ung havde Charles jo spillet til bal på kroen i Værløse og til 5-øresdans på Dyrehavsbakken, så den slags jobs med useriøs musik var han kendt med, og det havde givet ham en rutine i at spille, som han senere var meget glad for.

Charles spillede andre instrumenter end violin - dog ikke på koncertniveau
Charles spillede andre
instrumenter end violin -
dog ikke på koncertniveau

Det var på mode de år, at de store forretninger som Magasin og Fonnesbech arrangerede formiddagskoncerter for kunderne. Hos Fonnesbech spillede Charles sammen med brødrene Gyldmark. En gang foregik koncerten som reklametur i stor åben bil ned ad Strøget for fuld musik og i fine, nye, dyre uniformer. Ind imellem medvirkede han i radiokoncerter fra Palads teatret. Men det var ikke et arbejde, han var særlig begejstret for, han savnede kontakten til publikum og søgte derfor ikke fast arbejde dér. Om formiddagen spillede han ind imellem til grammofon- og filmoptagelser og medvirkede som en af musikanterne i "Nøddebo Præstegård". Herved tjente han godt og fik råd til sin første bil - og desuden kom han til at arbejde sammen med de store og populære orkestre.

Dette medførte, at han kom til at spille sammen med Otto Lington på Adlon og medvirkede i en jazzkoncert i Odd Fellow Palæets store sal, arrangeret af Lington. Vede koncerten spillede han på sit yndlingsinstrument, violinen, men han kunne også have spillet klarinet. Han havde fået en klarinet foræret af kapelmester Girola, som var kapelmester på hotel d'Angleterre, og hvis orkester han i en periode også var medlem af. De to blev meget gode venner og tilbragte megen fritid sammen. Girola var italiener, men havde boet her i landet længe og talte godt dansk. De var begge glødende interesserede i radioamatørsporten, og Girola gav Charles fri med fuld løn, hvis han ville bygge en radiomodtager til ham.

I Tivoli

I sommersæsonen 1934 blev han engageret til Tivoli i et lille orkester under ledelse af kapelmester Jean Dupont. Han spillede hos Dupont i tre sæsoner, i pavillonen ved hovedindgangen om formiddagen og ved Pantomimeteatret om eftermiddagen. I 1936 søgte han en ledig stilling i Det kgl. Kapel, men trods rosende omtale af hans spil gik pladsen til Charles Senderrowits.

Avisanmeldelse efter koncert i Tivoli
Avisanmeldelse efter koncert
i Tivoli

Men så kom der - endelig - en ledig stilling i Koncertsalens orkester. Den søgte han, og efter konkurrence kom svaret fra kapelmestrene Felumb og Thomas Jensen: han havde fået stillingen som Imo-violinist, som koncertmester for 1.violinerne, hvilket indebar muligheden for at spille solo i nogle af de opførte musikstykker. Han var således solist i Beethovens romance i F-dur, Mendelssohn-Bartholdys violinkoncert i E-mol, Wieniawskis violinkoncert i D-mol og Havanaise for violin og orkester af Saint-Saëns.

Han havde nu nået det mål, han havde uddannet sig til og stræbt efter, og han følte med sig selv, at han magtede opgaven. Han fik god kritik i dagbladene, både de københavnske og i provinsen, og alt i alt var han nu rigtig godt tilfreds med tilværelsen.

Charles bliver syg

Men Charles medlemskab af Tivoli koncertsals orkester kom kun til at vare i 3 år. I årene 1937-39 spillede han i Tivoli om sommeren og i Folketeatret om vinteren. I vinteren 1939 var han dog ikke i stand til at spille sæsonen færdig. Han måtte holde op, fordi han følte sig syg.

Det begyndte med hoste og træthed, og han troede først, at det var en alvorlig forkølelse. Men ud over hosten fik han feber, som kom igen og blev vedvarende. Da foråret kom, følte han sig bedre og prøvede at træne sit spil op igen. Han havde altid været flittig til at øve sig, mindst 4 timer om dagen, så han kunne være klar, når Tivolisæsonen begyndte. Han meldte sig også klar og spillede med de første 8 dage, men så måtte han give op. Da han kom hjem, satte han violinen fra sig og rørte den ikke mere.

Da han endelig fik taget sig sammen til at gå til læge, var det for sent. En kræftsvulst i den ene lungerod sad sådan, at den ikke kunne bortopereres. Sygdommen var så fremskreden, at der ikke kunne gøres noget. Vennen Ole Knudsen, der jo var læge, gjorde meget for at undersøge, om der var nogle muligheder for Charles, men han kunne heller ikke hjælpe. I løbet af sommeren blev han indlagt på Øresundshospitalet, og her døde han den 25. november 1940, 42 år gammel.

Den modne musiker
Den modne musiker

Charles Petersen var et menneske med mange evner og interesser. Udover musikken havde han haft tid til at blive en mere end habil fotograf, som selv fremkaldte og kopierede sine billeder. Som tidligere nævnt byggede han radioer, og de seneste år var han begyndt også at interessere sig for astronomi. Han havde en kikkert stående fast i stuen, og når han kom hjem om aftenen efter arbejde, blev stjernehimlen studeret nøje og nysgerrigt.

Han havde etableret nogle rigtig gode venskaber, og han brugte megen fritid sammen mede sine venner. Efterladte breve vidner om, hvor afholdt han var, og hvor trofaste vennerne - og musikkollegerne - var over for ham i hans sygdom.

Men om han ligefrem var et geni, kan der måske stilles spørgsmålstegn ved. At han var en usædvanlig begavelse på sit instrument, er derimod ubestrideligt. Havde han fået lov til at leve noget længere, er det ikke til at vide, hvor langt hans karriere kunne have bragt ham. Mange af de musikere, der er nævnt i denne tekst, blev senere store navne, kendt af den danske offentlighed. De så alle hans store talent og troede på det.

Note:

(1) Da Charles blev døbt, skrev præsten hans efternavn forkert på dåbsattesten. Derfor stavede han hele livet sit efternavn med t - Petersen - mens resten af familien hed Pedersen.

Denne tekst er offentliggjort i "Witherløse : Årsskrift 2010 for Værløseegnens Historiske Forening"

< Tilbage til forsiden